Fagligt Udvalg for Hospitalsteknisk Assistentuddannelse
Billede
Hospitalsteknisk assistent

Hospitalsteknisk assistent - Uddannelsens opbygning

Arbejd i krydsfeltet mellem teknologi og mennesker

Her finder du alt det, du som skole eller oplæringssted skal vide om uddannelsens opbygning og indhold.

Hospitalsteknisk assistentuddannelse er en erhvervsuddannelse med to specialer: audiologiassistent og neurofysiologiassistent.

I begge specialer arbejder assistenterne i krydsfeltet mellem teknologi og mennesker og opnår kompetencer i at undersøge og kommunikere med mennesker, der bliver ramt af sygdom.

Uddannelsens opbygning og indhold

Adgangskrav

Der er adgang til hospitalsteknisk assistentuddannelse, når ansøger har bestået folkeskolens afgangseksamen med mindst 02 i gennemsnit i dansk og matematik.

Grundforløb

Grundforløbets 1. del
Grundforløbets 1. del giver eleven almene og brede erhvervsfaglige kompetencer, der hjælper med valget af erhvervsuddannelse. Grundforløb 1 varer 20 uger. 
Det er først efter grundforløbets 1. del, at eleven beslutter sig for en bestemt uddannelse.

Grundforløb plus
Grundforløb plus er rettet mod elever, der ikke har adgang til Grundforløb 1. Grundforløb plus ligger før Grundforløbets 2. del.
Forløbet er målrettet elever, der er uafklarede i forhold til valg af uddannelse. Forløbet er også for elever, der har behov for opkvalificering af deres generelle almene og erhvervsfaglige kompetencer med henblik på at styrke deres forudsætninger for senere at kunne opfylde overgangskravene til hovedforløbet.
På baggrund af elevens forudsætninger afgør elev og skole, om eleven skal begynde uddannelsen med Grundforløb plus eller med Grundforløbets 2. del.

Grundforløbets 2. del
På grundforløbets 2. del bliver undervisningen målrettet hospitalsteknisk assistentuddannelsen. På grundforløbets 2. del, skal eleven opnå de faglige kompetencer, der er nødvendige for at kunne fortsætte i hovedforløbet. Eleven skal blive afklaret i forhold til valg af speciale.
Grundforløbets 2. del varer 20 uger og afsluttes med en prøve.

Hovedforløb

Eleven skal indgå en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver for at blive optaget på hovedforløbet. 
Hovedforløbet veksler mellem skoleundervisning og oplæring. Skoleundervisningen varer ca. 25 uger fordelt på minimum tre skoleperioder. Der undervises i grundfag, uddannelsesspecifikke fag og valgfag. Se fagene i uddannelsesordningen. Eleven skal bestå alle fag.

Oplæringen udgør ca. 2/3 af hovedforløbet.

I oplæringen arbejder eleven i klinikkerne med patientundersøgelser. Eleven lærer om anvendelsen af de forskellige apparater, at gennemføre og vurdere undersøgelser og præsentere undersøgelsesresultater for patienter og for kollegaer.

Eleven skal nå en række oplæringsmål først på begynderniveau og i slutningen af uddannelsen på rutineret eller avanceret/ekspert niveau.

Afsluttende prøve

Som afslutning på sidste skoleperiode skal eleven til en afsluttende prøve. Prøven tager udgangspunkt i en patientcase, der omfatter alle fag i det valgte speciale.

Prøven varer 30 minutter, og der er 60 minutters forberedelse.
 

Uddannelsesbevis

Når eleven har bestået den afsluttende prøve, og oplæringssted har indsendt den afsluttende erklæring om oplæring (se nærmere under Alt om oplæring), udsteder det faglige udvalg et uddannelsesbevis og sender det til eleven.

Eux

Der er ikke eux på hospitalsteknisk assistentuddannelsen.

Realkompetencevurdering/Afkortning af uddannelse

Eleven kan få afkortet sin uddannelse på baggrund af relevant uddannelse eller erhvervserfaring. Reglerne for afkortning fremgår af uddannelsesbekendtgørelsen. Se linket øverst på siden.

Efteruddannelse

Der er udviklet en række arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) til efteruddannelse af hospitalstekniske assistenter. Uddannelserne er samlet i den fælles kompetencebeskrivelse (FKB) for det audiologiske og neurofysiologiske område.

Se hvilke uddannelser, der er tale om

Videreuddannelse

Adgangskortet viser hvilke videregående uddannelser, som uddannelsen til hospitalsteknisk assistent giver adgang til.

Se her for audiologiassistent: https://www.ug.dk/adgangskortet/eud/1330/910681/ og

her for neurofysiologiassistent: https://www.ug.dk/adgangskortet/eud/1330/910682/